Henrik Pontoppidan
Skriv en kort tekst om Henrik Pontoppidan og hans realistiske skrivestil. Inddrag noget om:
Henrik Pontoppidan – hvem var han, hvordan levede han?
Henrik Pontoppidan blev født 24. juli 1857 i Fredericia. Pontoppidan opvoksede i Randers, hvor hans fader var præst. I en tidlig alder tog Pontoppidan afstand fra faderens form for kristendom og gjorde op med den religiøse slægtstradition.
I 1874 begyndte han på ’Den polytekniske Læreanstalt’, men sprang fra kort før sin sidste eksamen. Herefter arbejdede han som lærer på højskoler, men højskolemiljøet tiltalte ham ikke. I 1881 udgav han sin første novelle og dette blev startskuddet på hans forfatterkarriere.
Kilder:
Kritisk realisme som genre
Kritisk realisme opstår under det moderne gennembrud og var et opgør med romantikkens dyrkelse af en idyllisk og rosenrød virkelighed.
"Den kritiske realisme fokuserede på de samfundsmæssige problemer og satte derved "problemerne under debat". De problemer som litteraturen tog op til debat var bl.a. religion, seksualitet, kvindens rolle, moral, hykleri, sociale forhold (social uretfærdighed) og politisk undertrykkelse."
Den nye kritiske litteratur var realistisk og behandlede problemerne i samfundet ved at kritisere dem i litteraturen. Derfor hedder det kritisk realisme, da kritik er et udgangspunkt til løsning af problemer, såsom ulighed.
Kilde:
Den ironiske fortæller hos Pontoppidan
Henrik Pontoppidan viser sine holdninger igennem hans noveller ved hjælp af en ironisk fortællestil. Ironi i en tekst er, at der menes noget andet, end hvad novellen udtrykker. Ved brug af ironi som forfatter, gemmer man sig bag tvetydig humor, ironi, sarkasme, parodi eller løgn, hvilket gør fortælleren upålidelig - utroværdig.
Den upålidelige fortæller kaldes også 'usolidarisk fortæller', da det er kendetegner, at fortælleren er usolidarisk overfor de vigtige personer, der fortælles om. Ordet 'usolidarisk' skal her forstås på den måde, at selv om fortælleren på overfladen fremstiller sin hovedperson som en relativt sympatisk person, så holder han reelt ikke med sin hovedperson. Denne mangel på solidaritetsfølelse kommer fx til udtryk ved, at fortælleren, mellem linjerne ironiserer fortælleren over sin hovedperson.
I en tekst, der er styret af den upålidelige fortæller, er der stor distance mellem tekst og dens bærer, de personer, der fortælles om og den fortæller, der fortæller om dem.
Hvis modtageren (læseren, filmtilskueren mv.) ikke opfatter den upålidelige fortællers fantasteri, drømmeri, løgn, vildledning, bevidste tilbageholdelse af vigtige oplysninger, selvmodsigelse, humor, ironi eller sarkasme risikerer han helt at misfortolke teksten.
Kilder:
Samfundskritik
I Henrik Pontoppidans noveller er samfundskritikken markant.
Pontoppidan var tilhænger af Georg Brandes, hvis program for Det Moderne Gennembrud, hele forfatterskabet søger at realisere, blandt andet ved kompromisløst at "sætte Problemerne under Debat". Novellerne handler for en stor del om de fattige landarbejderes kummerlige forhold i hans egen samtid. Henrik Pontoppidans noveller behandler dybt tragiske skæbner, der er ingen sødsuppe over fremstillingen. Blikket på elendigheden er køligt og kynisk, og fremstillingen dybt ironisk. I novellen Bonde-idyl – en titel hvis ironi er tydelig – beskriver han, med tydelig påvirkning fra det darwinistiske udviklingssyn, hvordan en hel generation af fattige landarbejdere er ved at gå til grunde på grund af de rige landmænds "vampyrisme". I novellerne, såvel som i resten af hans forfatterskab, står dobbeltmoralen for skud. Hykleriet, falskheden og egoismen bliver ironisk og nådesløst trukket frem, og det ’onde’ er i lige så høj grad at finde i det enkelte menneske, som i samfundet omkring det. Pontoppidan, der med sin bidende realisme skildrer det gode og det onde, på tværs af de menneskelige og sociale bånd, skriver nogen af de skarpeste noveller i dansk litteratur.
Kilde:
Mennesket som et produkt af arv og miljø.
I den neutralistiske litteratur ses mennesket som et dyr, der er styret af sine drifter, arv og miljø. Drifter er kroppens krav på f.eks. Sex. Arv er de evner og anlæg, som ligger i mennesket gener og derved er medfødte. Miljø er det miljø som man er opvokset i og har sine rødder.
Henrik Pontoppidans romaner og noveller forholder sig til den kulturelle arv, som det enkelte individ bæger rundt på. Pontoppidan forholder sig til den kulturelle arv som en art social determinisme – hvad enten individet tager afstand fra sin sociale arv eller ej, er de bestemt af den.
Henrik Pontoppidan gør selv op med den
http://www.litteratursiden.dk/analyser/pontoppidan-henrik
Kompendium: "Det moderne gennembrud 1870-1890" s.6.
Henrik Pontoppidan
Ingen kommentarer:
Send en kommentar